Opladning af elbil uden abonnement – er det smart?
elbil abonnement

Du behøver ikke et abonnement til elbilen for at lade den op, men hvornår er det en fordel? Og kan man f.eks. lade på offentlige ladestandere eller få refusion af elafgift uden abonnement?

Der er forskellige slags abonnementer til elbiler og plug-in hybrider at være opmærksom på, og der kan godt være gode penge at spare uden bestemte abonnementer.

I denne blogpost kommer vi ind på abonnementstyperne og fordelene ved at undgå et særskilt abonnement på selve strømmen til elbilen, når man lader hjemme – det er nemlig en billigere løsning for mange bilister i længden. 

 

 


Hvad skal man være opmærksom på som ny elbilejer, når det gælder abonnementer?

Det kan være lidt uoverskueligt at finde rundt i junglen af abonnementer til elbiler. Når man taler om opladning “uden abonnement”, er det først og fremmest vigtigt at spørge; hvilken type abonnement? Der findes nemlig abonnementer til selve strømmen til elbilen og til service til ladestanderen, men der findes også simple aftaler til opladning på offentlige standere, og så findes der kombinationer, for at gøre forvirringen større. 

Så det er vigtigt at være opmærksom på forskellen på abonnementstyperne – mest af alt for ikke at spilde penge. For helt grundlæggende er ens kørselsbehov afgørende for, hvilke løsninger der er smartest og billigst. 

 

 

Hvad er prisen på opladning af elbil uden abonnement?

Det er svært at give et præcist svar, fordi man igen skal spørge, hvilken type abonnement der er tale om. Og selvom vi taler om opladning uden særskilt abonnement på strøm til elbilen, påvirkes prisen her også af flere faktorer. Se 8 gode tips til billig opladning her

Når det er sagt, skal man generelt regne med, at den månedlige udgift til opladning af din elbil eller plug-in hybrid vil ligge mellem 600-1.200 kroner for 20.000 km om året. Det store spænd skyldes, at til- eller fravalg af abonnementer, men også af hvor du oplader, har stor betydning for prisen. Men hvornår er det smart at undgå abonnement på strømmen?

Nysgerrig på fremtidens strømforbrug?

Bliv klogere på smart strømforbrug, fremtidens muligheder og alt det, som vi først er ved at opdage.

Opladning uden abonnement på strøm til bilen - hvornår er det smart?

Hvis man ikke har specifikt abonnement på strømmen til sin elbil og oplader hjemme, beregnes prisen på opladning ud fra den almindelige aftale med ens elselskab. Der kan være gode penge at spare, hvis man har variable strømpriser og dertil har et serviceabonnement hos udbyderen af ladestanderen. For et mindre fast beløb, kan man så få refunderet en del af sine udgifter til selve strømmen (reduceret elafgift) samtidig med, at man kan oplade elbilen, når strømpriserne er lavest. Se mere om opladning hjemme her.

Det kan altså godt være smart at undgå et såkaldt flat-rate eller “fri opladning” abonnement på strøm til elbilen for mange bilister. Hvis du har privat ladeboks og oplader 100% hjemme, skal du faktisk køre over 47.000 km. om året før et såkaldt flatrate abonnement på strømmen kan betale sig. Men hvis du lader ude bare 20% af tiden, kan et abonnement på fri opladning betale sig fra 22.000 kørte km. (Forbrugerrådet Tænk Penge, Juni 2021). Se flere beregninger for, hvad der bedst kan betale sig alt efter, hvor meget du lader ude og hjemme hos FDM

Hvis du ofte lader på offentlige standere uden et abonnement eller en aftale til opladning, bliver det en dyr omgang i længden, fordi udbyderne tager ekstra kroner for det. Få gode tips til, hvordan du sænker prisen på din opladning både ude og hjemme her

 

Hvordan får jeg afgiftsrefusion på strømmen?

Udbyderne af ladestandere kan få refunderet op til 1,12 kr. pr. kWh, som de sender tilbage kunder med serviceabonnement. Et serviceabonnement kan koste omkring 65-100 kr. om måneden, men kan gøre at man sparer nogle (få) tusinde kr. om året afhængig af, hvor meget man kører. Hvad udbyderne præcist refunderer varierer, men ligger typisk omkring 1,10 kr. pr kWh. Aftalen om refusion af afgift til elbiler er en politisk beslutning, og den kører foreløbig frem til 2030. 

Man får refusionen overført f.eks. fire gange om året som en del af opgørelsen over ens forbrug. Nye spillere på markedet tilbyder løbende refusion – endda inden for en time efter opladning. Her er der tale om appen Monta, der har et samarbejde med ZappMobility, som er en udbyder af ladestandere. barry har et samarbejde med ZappMobility, som du kan læse mere om under fordele til elbilen med barry. 

 

Skal jeg have abonnement ved køb og leasing af ladeboks til hjemmet?

Groft sagt har man to muligheder: Man kan enten leje eller købe en ladeboks med abonnements- eller serviceaftale, eller man kan købe en ladeboks uden nogen form for abonnement. Man kan altså godt eje sin ladeboks, selvom man har fået installeret den gennem en udbyder med et tilknyttet abonnement. Ved ejerskab kan man så skifte serviceabonnement på boksen efter evt. bindingsperiode. 

I længden kan det som regel ikke betale sig at undgå serviceabonnement til boksen og dermed at undgå muligheden for refusion af elafgift, medmindre man kører meget få km. – dvs. under 5.000 km. om året.

 

Hvad med omkostninger til installation af ladeboks uden abonnement?

Man skal være opmærksom på, at der er omkostninger forbundet med selve installationen af en ladeboks, uanset om man har abonnementer eller ej. Det skyldes, at man skal have ført ledninger fra elboks og over til, hvor ladeboksen skal monteres af en autoriseret installatør. Du kan læse mere om installation og ladebokse her.

Til gengæld kan der være penge at spare på den lange bane ved installation, fordi man kan lade til variable kWh-priser hjemme og få mulighed for refusion af elafgift. Omkostningerne ved at køre på strøm er alt i alt lavere, selvom en installation koster et større engangsbeløb på f.eks. 10.000 kr.


Kan man bruge offentlige ladestandere uden abonnement?

Siden 2018 har du kunnet lade din el- eller plug-in hybridbil op på alle offentligt tilgængelige ladestandere. Det har man besluttet fra politisk side, for at sætte elbilejere i en bedre situation. Her bruger man enten ladebrik, app eller betalingskort, alt efter om man har tegnet en aftale med udbyderen. 

Hvis du ikke vil have en aftale knyttet til optankning ude, kan du stadig bruge operatørernes ladenetværk. Men som nævnt, vil det være dyrere. Udbyderne er dog forpligtet til at oplyse prisen, så du kender den, før du oplader.

Hvis du satser på primært at lade op derhjemme, uden at have en aftale på at lade ude, så er det altså smartest kun at bruge offentlige ladestationer sjældent pga. prisen.

 

Hvordan kommer jeg igang uden abonnement på strøm til elbilen?

Man behøver ikke et særskilt abonnement på strøm til bilen, men tænk over, hvor du helst vil oplade din elbil eller plug-in hybrid – og hvor du har mulighed for det. Du skal altså afklare dit kørselsbehov, og hvor meget du eventuelt har brug for at lade ude, pga. længere distancer eller bilens rækkevidde. For hvis du oplader ude og kører meget, er det sandsynligvis ikke smart, at undgå en aftale til det. Læs mere om elbilens rækkevidde og opladning på farten her

Ønsker du, at lade i hjemmet, så skal du også først undersøge, om du har mulighed for at få installeret en ladeboks. Se mere information om ladebokse i Elgigantens guide her. Hvis du får lavet egen installation af ladeboks, kan det være smart at undgå abonnement på strøm til bilen, kombineret med et serviceabonnement til ladeboksen pga. refusion. 

barry er et godt match til elbilen, derfor vil vi gerne hjælpe dig ind i det elektriske univers med flere guides og artikler om elbiler – find dem nedenfor. 


FAQ – Opladning uden abonnement

1. Hvad koster opladning af elbil uden abonnement? Regn med at bruge mellem 600-1.200 kr. om måneden, hvis du kører 20.000 km om året. Men med den rette ladeløsning og optimering af opladning, kan du sænke dine udgifter til strøm en hel del.  

2. Kan jeg få refusion? Du kan kun få refusion, hvis du har et abonnement på service til ladeboksen hos en elbiloperatør.

3. Kan jeg selv købe en ladestander? Du kan både købe eller leje en ladeboks til hjemmet – vær opmærksom på installationsomkostninger til en autoriseret elektriker.

4. Kan jeg oplade overalt uden abonnement? Ja, du kan sagtens bruge offentlige ladestandere uden abonnement, det koster bare mere.

5. Hvor køber jeg en ladeboks? Du kan købe din ladeboks hos de fleste store el- og hvidevarebutikker eller finde den online.

 
Læs mere her