Brugt elbil: 5 ting du skal være opmærksom på ved køb
Brugt elbil

Overvejer du at købe en brugt elbil? I denne artikel har vi samlet fem tips til, hvad du bør være opmærksom på, når du overvejer at købe en brugt elektrisk model.

I artiklen kommer vi bl.a. ind på bilens batteri og garanti, og hvad du skal være opmærksom på med en importeret elbil, når du har den hjemme. 

 


Hvorfor købe en brugt elbil?

En fordel ved at købe en brugt elbil kan være, at de naturligvis koster noget mindre. Markedet for brugte elektriske biler er stigende, og i 2021 er der lige så mange, der søger på brugte Tesla Model 3 som på en VW Passat. Desværre er udbuddet af brugte elbiler endnu ikke så stort. Og en anden udfordring kan være, at elbilers teknologiske udvikling går rigtigt hurtigt. Derfor kan en brugt elbil, der er et par år gammel, måske allerede være forældet i forhold til 2021-standarden. Af samme grund er der også mange, der vælger at lease elbil til en start. Se mere om leasing af elbil her

Naturligvis findes der også glade brugtbilskøbere inden for elbilverdenen. For at ende som dem, anbefaler vi at have disse fem tips med sig: 

 

#1 Vær opmærksom på batteriets tilstand:

Det er i høj grad batteriet der afgør, hvor langt du kan køre på en opladning (rækkevidde), hvor hurtigt du kan lade op, og hvor godt din investering holder over tid. Men som vi alle ved, så er batterier jo også noget, der bliver dårligere med tiden. Elbilens batteri er ofte dét, der i sidste ende får en elbilejer til at kigge efter nye modeller. Når det gælder Plugin-hybrider og hybridbiler spiller batteriet ikke ligeså stor en rolle, da de jo også kører på brændstof og derfor kan køre uden opladning. Det er selvfølgelig er kedeligt med et slidt batteri, uanset hvilken model man vælger. 

Hvis du forelsker dig i en lidt ældre model, så vil det være en god idé at tjekke batteriets rækkevidde ved at lade det helt op og derefter køre det tomt. På den måde kan du finde ud af, om batteriets tilstand stadig er god i forhold til de oprindelige specifikationer. Heldigvis viser nye undersøgelser, at batteriets degenering ikke sker nær så hurtigt som frygtet – producenterne melder nu om, at en batterikapacitet 70% efter otte års brug er ikke usædvanligt. Se mere om det her.  

Bilens rækkevidde vil være en del kortere, hvis du prøvekører bilen med al elektronik slået til, eller under dårlige vejrforhold. Det gælder elbiler generelt – se mere om elbiler og performance her.

Nysgerrig på fremtidens strømforbrug?

Bliv klogere på smart strømforbrug, fremtidens muligheder og alt det, som vi først er ved at opdage.

#2 Prisen på en brugt elbil - sammenlign hos flere forhandlere:

De billigste brugte elbiler som f.eks. Renault Zoe eller Nissan Leaf kan du få fra 100.000 kr. alt afhængig af alder, og hvor godt de er holdt. I den høje ende af prisskalaen finder man Tesla, som kan koste omkring 500.000. Med flere nye modeller i begge ender af spektret, vil billedet ændre sig over de kommende år. 

Brugtbilsmarkedet styres naturligvis af udbud og efterspørgsel, og der endnu ikke er så mange brugte elbiler. Så du skal passe på, hvis der ikke er flere af samme model til salg at sammenligne mellem. Her kan det være smart at undersøge forskellige forhandleres priser på modeller der minder om hinanden, særligt når det gælder rækkevidde og batteriets stand. En elbil med et slidt batteri vil koste mindre, men det koster at få det udskiftet, så undersøg om det er værd at give lidt mere for en mindre brugt model. 

 

#3 Tjek service og garanti efter:

Når det kommer til service og garanti på brugte elbiler, skal du også være opmærksom. Du skal kigge på, hvornår bilen var registreret første gang, om den har fået korrekt service og de nødvendige software-opdateringer på et autoriseret værksted.

Du skal også sætte dig ind i betingelserne for garantien, så du ved, hvordan du er dækket i tilfælde af, at der er fejl. Undersøg, om der stadig er fabriksgaranti, og om den er betinget af antal år eller et maksimalt antal kilometer.

Det er især vigtigt at sætte sig ind i, hvordan batteriet er dækket af garantien. Her kan det svinge mellem fem og otte år alt efter bilmærke og det er ifølge FDM ofte et udtryk for, hvor lang levetid importøren forventer for batteriet. 


#4 Køb hos privat? Overvej brugtbilstest:

Som med konventionelle biler, er du altid bedst dækket, når du køber hos en forhandler. Ved køb og salg mellem to private er der ingen reklamationsret, og du er som køber ikke beskyttet af forbrugerloven. Du køber bilen som prøvet og beset.

Hvis du køber en brugt elbil af en privat, har du f.eks. ikke mulighed for at teste rækkevidden. I den forbindelse kan du overveje, om du vil have foretaget en brugtbilstest gennem FDM, så du er sikker på, at du laver et godt køb.

Til gengæld kan du få den til en billigere pris ved at købe hos en privat sælger. Det er svært at sige, præcis hvor meget du kan spare ved at købe af en privat. Det er nemlig meget individuelt og igen reguleret af udbud og efterspørgsel.


#5 Spar ved at importere, men vær OBS på følgende:

En anden måde at lave en god handel på er at importere en brugt bil fra udlandet. Prismæssigt kan der som dansker være en del at spare, ved at købe en brugt elbil fra Tyskland. De har nemlig fordelagtige regler, som gør køb og videresalg attraktivt.

Tyske købere af nye elbiler får op til 9.000 euro i engangstilskud betinget af, at de først kan videresælge den efter seks måneder og har kørt 6.000 km. Efter seks måneder kan du så som dansker slippe med kun at betale den tyske moms på 19%. Elbilerne bliver derfor betydeligt billigere i forhold til danske priser, og derfor kan det også være nemmere for tyskere at få en god handel. På den måde kan både tyske elbilejere og danske brugtbilskøbere være motiverede til at indgå handler. 

Du skal dog være OBS på, at forbrugerbeskyttelsen ikke er ligeså god som i Danmark, og at garantien kan se anderledes ud. Derudover skal du sikre dig, at ladekabler kan bruges til opladning ved ladebokse i Danmark, og du skal være opmærksom på, at ladehastigheden kan være anderledes pga. en anden opladningskapacitet på nogle tyske elbiler. Det betyder, at der vil være en del at undersøge ved import af tyske elbiler eller Plugin-hybridbiler. 

Brugt elbil – er det en god eller dårlig idé?

Der er mange ting at overveje, når du køber en brugt elbil. Men sætter du dig godt ind i elbilerne du ser på, kan der være en god handel i vente. Vi anbefaler at søge vejledning fra f.eks. FDM, inden du skriver under på noget.

Det bliver lettere at orientere sig på markedet for brugte elbiler, Plugin-hybrider og hybridbiler, som udbuddet vokser og viden om dem bliver mere udbredt. Kan du ikke vente så længe, er det en god idé at starte med at besøge nogle bilforhandlere og spørge ind til de forskellige aspekter ved køb af brugt elektrisk bil.

I barry vil vi gerne hjælpe dig godt i gang med elbil eller Plugin-hybrid, så se flere gode guides til hjemmeladning, abonnementsløsninger og billig strøm i vores artikler nedenunder.


Læs mere her